Kategorier
Generelt

Nyhedsbrev juli 2024

Udbytte i 2024 og fremover

Med vores nuværende beholdning af værdipapirer ligger det allerede nu fast, at udbyttet stiger i 2024 og 2025. I 2024 forventes det minimum at blive på 1,7 %. I beholdningen er der kommende kursgevinster på over 11 mio. kr., og når disse realiseres, øges udbyttet. Den usikre markedssituation gør, at vi ikke ved, hvor meget der kommer de enkelte år, men størstedelen af de 11 mio. kr. forventes i løbet af 2 – 6 år.

Dette betyder, at der vil være et attraktivt afkast i en sikker investering (naturligvis under den forudsætning at den enkelte investor ikke skal bruge sit indskud på kort sigt). Vi er fortsat i top blandt de obligationsbaserede investeringsforeninger.

Historisk udvikling og likviditet

Fra 1996 til slutningen af 2022 var foreningens likviditesflow stort nok til at udbetalingsønskerne kunne imødekommes i løbet af kort tid.

Situationen i Ukraine, femdobling af renten, voldsom inflation fra 2022 med mere har givet meget uro på de finansielle markeder, hvilket har betydet et anderledes likviditetsflow, hvor medlemmer med udbetalingsønske får udbetalt en andel hvert halve år, som nærmere beskrevet i Generel Investorinformation.

Med foreningens investeringsstrategi er det forventningen, at vi i løbet af en periode igen vil kunne udbetale i løbet af kort tid. Foreningens koncept med investering i udelukkende danske realkreditobligationer, der altid anskaffes til under kurs 100, indebærer, at medlemmerne på sigt altid kan indløses til kurs 100. Indfrielserne vil for hvert år vokse, og et forventet rentefald vil betyde lånekonverteringer og dermed store indfrielser.